”Hun kunne køre bilen ind i et træ. Vidunderligt, vidunderligt: Dansk ægtepar dræbt mod jakaranda nær Karen Blixens kaffefarm; Tragisk skæbne efter besøg på skæbnefortællers museum; Ingen bremsespor i den støvede afrikanske jord.”
En fortælling om et dansk ægtepar i en bil på Kenyas støvede veje. Som journalist er kvinden udsendt af sin avis for at skrive om et mærkeligt rygte om et spøgeri på Karen Blixens tidligere kaffefarm. I en urovækkende forskudt oplevelsestilstand mellem nu og erindring finder vi ud af, at kvinden har boet i Afrika som ung, hvor hun var gift med en sort borgerretsforkæmper der blev slået ihjel i 1992. Hendes nuværende mand kender ikke til hendes fortid og er ej heller interesseret i hendes dybe forbindelse til Afrika, men sværmer i stedet om museumsdirektørens unge kones forførende mund. Konfrontationen med Afrikas rytme, dufte og stemning efter så mange år, vækker journalisten af en dvale med voldsomme konsekvenser for både den fortrængte fortid og nutiden, der langsomt flyder sammen med situationen på Blixens farm.
…….
”Janne Teller har skrevet en lille, intenst flimrende og stammende novellette om at vende tilbage til Afrikas hjertemørke. Den er et skarpt og præcist objekt, Janne Tellers nye bog. .. begge dele passer perfekt til den proft og selvbevidst stakåndede tekst …. fortalt med nagende nærvær og vital uro. … Janne Teller er bedst når hun er ordknappest, ordknap og krønikeklar, som i mesterværket Intet, og ordknap og hedt hektisk, som på disse Afrikanske veje.” – Lars Bukdahl, Weekendavisen
”… brutal og fint registrerende. Afrikanske veje er en tæt lille fortælling om indkapslet sorg. … En fortættet og stærk lille skæbnefortælling fra vejene omkring Karen –det kvarter i Nairobi, der er opkaldt efter en anden dansk skæbnefortællerske.” – Jyllandsposten
”Fortællingen er smuk og barsk, poetisk og rytmisk, stemningsmættet og sanselig. Selv for en ikke-Afrika-kyndig materialiserer beskrivelserne sig ud i kroppen.” – Fyns Stiftstidende
“Mens vi rumler afsted på de afrikanske veje, fører Janne Teller os rytmisk, inciterende ind i fortidens skygger og nutidens alt for blege sol.” – Kristeligt dagblad
”… hatten af for det originale arbejde med formen, både sprogets stilistiske og bogens materielle, i dette forsøg på at give kaffebrun skriftstemme til en hvidglødende desperation.” – Politiken
”Janne Tellers fortættede novella spejler Karen Blixens savn af Denys Finch Hatton og minder om kunstens evne til at fastholde fortiden. … nyskabende sprog …Med sammenkædningen af den vanskelige erkendelse og det sanseligt eksperimenterende sprog kommer læseren tættere på den kvindelige journalists tankeprocesser, der ligger i grænselandet mellem bevidst og ubevidst. … Novellaen rummer et fængende spil mellem oplevelserne i øjeblikket og erindringen.” – Berlingske Tidende
